6 tips til en bedre projektsalgshjemmeside

1/5-2017 af Per Parslev

Er du involveret i et boligprojekt, der skal sælges eller udlejes inden opførslen, vil du sikkert støde på begrebet ”projektsalgshjemmeside”.

En projektsalgshjemmeside er en hjemmeside med sin egen web-adresse, der har til formål at give potentielle købere et klart billede og masser af praktisk information om et konkret byggeprojekt. Den indgår i markedsføringen af boliger både som hjælp til at tiltrække mulige købere samt til at bringe køberne videre i købsprocessen. Se et eksempel her. 

Overvejelseskøb

Et boligkøb er et overvejelseskøb, som har stor menneskelig og økonomisk betydning. For mange er det en af de vigtigste beslutninger i deres liv.

Markedsføringen af boliger på projektstadiet kan groft sagt inddeles i tre.

  1. Tiltræknings fasen, hvor indsatsen rettes mod interesserede i målgruppen – typisk via offline annoncering, outdoor reklame eller lign. samt via online bannerannoncering eller via søgemaskiner og ejendomsmæglerens hjemmeside.
  2. Information og inspirationsfasen – her er billeder (visualiseringer) og information om bolig, materialer, område m.v. i højsædet, mens købsbeslutningen modnes i kundens bevidsthed.
  3. Salgsfasen – her benyttes typisk en salgspavillon på grunden for projektsalget, hvor man i egen person kan prøve at vurdere nærområde, indretnings-og materiale muligheder samt indgå i dialog eller konkrete forhandlinger med Mægler.

Projekthjemmesiden fungerer primært i fase 2, hvor den danner grundlaget for næste skridt i processen – at tage kontakt eller udbede sig skriftligt materiale. Siden kan også give synlighed i Google søgninger i forhold til fase 1, med en søgemaskineoptimering og velvalgt Google Adwords indsats.

 

Tip 1:  Det visuelle bør bære siden

Billederne bør være bærende for designet af siden. Flere undersøgelser påpeger, at vi mennesker opfatter og afkoder billeder meget mere effektivt end tekst.

Film og levende billeder er endnu bedre end stillbilleder. Det kan være en præsentation af området, fra kommunen eller din egen præsentationsfilm. Du kan også få lavet en fin præsentation, ved at panorere over stillbilleder og tilsætte professionelt speak – eller billeder, hvor der er indsat bevægelige skyer i ”time lapse” funktion.

Det kan være en fordel, at få udviklet projektets eget grafiske udtryk med farvevalg og eget logo, som går igen på både projekthjemmesiden som den øvrige kommunikation. Det får boligerne til at skille sig ud fra mængden. Et eksempel på en projekthjemmeside med eget logo og båret primært af det visuelle kan du se nedenfor.

side

 

Tip 2:  Hold det enkelt

Lav ikke for mange unødvendige smarte funktioner, billeder, der flyver rundt, osv.  Sørg for at der er plads på siden. Hav få – men overskuelige – menuer. Typiske menuer er

  • Boligoversigt – kan også kaldes ”planer og priser” og indeholder oplysninger om hvilke boliger, der er til salg, priser, plantegninger, kort info m.v.
  • Området – lokalområdet, byen, skoler, daginstitution, transport, indkøb, natur m.v.
  • Boligen/bebyggelsen – materialevalg, indretning, arkitektens tanker. 
  • Galleri –  alle billeder og visualiseringer samlet på et sted
  • Kontakt –  kort med beliggenhed, ejendomsmægler info.

 

Tip 3: Gør siden både intuitiv og logisk

Det er altid et godt udgangspunkt at gøre siden velstruktureret og logisk, men dertil skal der tilføjes et intuitivt element, da rigtig mange af vores indskydelser skyldes underbevidstheden. Nu findes der desværre ingen manual over, hvad der er intuitivt. Vi kan se i vores webstatistik, at menuen ”boligoversigt” er den mest besøgte side og den side, der oftest klikkes på først.  Den besøgende ønsker overblikket først og fremmest, herefter kan man forestille sig flere detaljer. Menuen bør derfor være en af de første, så kunden føler, at det mest relevante kommer først.

I forhold til navigationen er det vigtigste, at du sætter dig i kundens sted.  Tænk over hvad det næste naturlige skridt vil være for kunden og bring kunden videre rundt på siden. Slut af i bunden af siderne med at foreslå flere muligheder for at se mere; det øger chancen for at brugeren får opfyldt sit behov for information og inspiration – eller fører til en ”call to action” (se mere senere).

Fokus bør være på brugeroplevelsen – hvad er vigtigt for brugeren, der kigger efter bolig. Det kan være en hjælp at lave en ”persona profil”, som er en beskrivelse af en tænkt person i målgruppen. Find et billede, give hende et navn , beskriv stilling, fritidsinteresser, værdier, hvor de tager på ferie, etc. Det skaber et konkret billede af et menneske i målgruppen og at have den person for øje, kan hjælpe dig med at holde fokus på brugeren.

Prøv at undgå ”blindgyder” på siden, altså en slutning, hvor der ikke længere er nogen logisk vej videre. Sørg også for at vise brugeren, hvor de er på siden og i navigationen.

 

Lange sider er blevet standard

Lange sider er blevet standard. Sørg for at opdele dem overskueligt i mindre bidder

Tip 4: Scrol og automatisk skærmtilpasning

Tidligere var websites designet til at fylde 1 side på skærmen, men nu findes der skærme i alle størrelser; stationære, bærbare, tablet, mobiler.  Derfor må siden gerne være lang, da vi med mobil og tablet er blevet vænnet til at ”scrolle ned” med fingeren – eller hjulet på musen – for at se mere information.

Det er en smagssag, om du ønsker en maksimum bredde på sin side. Det vil sige, at siden maksimum er et forud bestemt antal pixels og på bredere skærme vil der så være en baggrund i hver side, frem for at hele skærmen bliver fyldt ud. Vi benytter det for det meste i en maks. bredde på mellem 1200 * 1400 px., da det efter vores mening giver en bedre kontrol over designet.

Vores web statistikker viser at 45% bruger desktop, 35% mobil og 20% tablet på projekthjemmesider til bolig salg. Sørg altid for, at siden er adaptiv, dvs. at designet er lavet til at ændre sig alt efter skærmstørrelsen. Det er også noget Google kigger på i søgeresultater fra mobil, hvor du risikerer slet ikke at blive vist, hvis din side ikke er mobiltilpasset.

 

 

 

  Tip 5: Husk”Call to action”

”Call to action” dækker over opfordring til at kunden skal søge mere kontakt, enten via almindelig kontaktinfo eller via ”udfyld formular”, ”Få mere information”, ”Tilmeld nyhedsbrev”, osv.

Det er væsentligt både for brugeroplevelsen, og fordi du som sælger gerne vil puffe så mange besøgende som muligt videre i processen. Ikke for påtrængende, men synligt nok til at det bemærkes.

Det kan være logisk at sætte kontaktinfo nederst, da det er det næste naturlige skridt for at få yderligere information. Det kan dog også gøres synligt i toppen af siden. Eller du kan benytte ”pop-up” vinduer, men trods at de kan være effektfulde, så pas på hvor og -især – hvor meget, du bruger dem, da det hurtigt kan blive en irritationsfaktor for den besøgende.

kontaktEksempel på enkel og overskuelig kontaktformular

Og så et lille suk fra mange ejendomsmæglere…

Når du laver en formular, som besøgende kan udfylde, som sendes direkte til din ejendomsmægler, så sørg for at den mail ejendomsmægler modtager er klart identificeret i emnelinjen f.eks. ”Mitprojektnavn, henvendelse fra www.ditwebsite.dk…”. De får nemlig rigtig mange mails om alle mulige boliger, så hjælp dem med at sortere.

 

Tip 6:  Brug Remarketing

Boligkøb er en langsigtet proces – så det er vigtigt, at være synlig i hele beslutningsprocessens tidsperiode. Her åbner især Google op for en mulighed for at holde kontakten med de besøgende, som tidligere har været inde på hjemmesiden. Det hedder ”Re-marketing” og betyder kort fortalt at når en besøgende på projekthjemmesiden efterfølgende surfer rundt på nettet på f.eks. dmi.dk, tv2.dk og andre generelle sider, så vil han/hun se bannerannoncer fra dit boligprojekt. Da køb af bolig er et langsigtet projekt, kan det være en god ide at gøre opmærksom på dit projekt igen og igen, så det stadig er med i købers overvejelser og så køber senere i processen klikker ind på dit site igen.

 

Sådan fungerer remarketing

PS:

Den gode gamle brochure er ikke helt død. Trods vores digitale tidsalder, har mange præference for en trykt brochure. I den digitale verden er et budskabs levetid yderst kort. En trykt brochure har en betydelig længere levetid, fordi den fysisk ligger på stuebordet og har det med at dukke op igen. Det passer rigtig godt med den lange beslutningsproces, der er i boligkøb.

Projektsalg af boliger
Projektsalg af boliger
3D visualiseringer
3D visualiseringer

TILMELD NYHEDSBREV

Vil du sikre dig at få besked, når der er nye indlæg på bloggen, så meld dig til vores nyhedsbrev. Så holder du dig samtidig opdateret med seneste viden om det spændende visualiseringsområde. Vi giver gode råd, seneste nyt om udviklingen og eksempler på projekter, der kan tjene som inspiration.

Nyhedsbrevet udkommer ca. 6- 8 gange årligt.