Salg af boliger på projektstadiet: Brug et mood board for at ramme målgruppen

 af Tina Baggesen

Salg af boliger på projektstadiet har både udfordringer og muligheder. Udfordringen er, at boligen ikke eksisterer fysisk endnu. Muligheden er til gengæld, at du kan inspirere og ramme plet ved hjælp af flotte 3D billeder, hvor boligen er indrettet på den rigtige måde i forhold til din målgruppe.

Der er stor forskel på indretning og klientel i ungdomsboliger for studerende, rækkehuse til børnefamilier eller eksklusive penthouse-lejligheder ved havnen, som i eksemplet ovenfor. Indretningen og stemningen i 3D billedet skal ramme plet til lige den målgruppe, der er for boligerne. For at sikre at dine billeder rammer helt plet hos målgruppen, er det en rigtig god idé at lave et mood-board som guideline for 3D billederne. 

Hvad er et mood-board?

Et mood-board er en collage, der lader en stemning og stil komme til udtryk gennem udklip, billeder, farveprøver, tekst eller materialer. De bruges til at skabe en visuel identitet og udtryk i f.eks. boligindretning.

Trin 1: Målgruppen

Når du skal udvikle visualiseringer, der skal sælge boliger på projektstadiet, er første trin at definere din målgruppe. Det gøres f.eks. ud fra køn, alder, livsstadie, job, uddannelse, interesser, livsstil, indkomst eller andre demografiske og sociale kriterier. Du kan også udvikle ”personas”, hvor du skaber en eller flere personer ved at beskrive dem i forhold til kriterierne, finde navne og billeder på de typiske forventede beboere. På den måde visualiserer du din målgruppe og gør dem levende. 

Lejligheder Hadsund

Trin 2: Research

Når målgruppen er defineret, går du i gang med at søge stemninger. Find magasiner eller hjemmesider, som målgruppen læser og  bliv inspireret af boligmagasiner. Klip billeder og farver ud, ret kan være indretning, møbler, tøj eller kunst. Skriv nogle nøgleord ned, f.eks. de værdier målgruppen har eller udtalelser fra bannerførere indenfor målgruppen – er der nogle buzz-words, der bruges meget?

 

Trin 3: Sæt det op

Spred det hele på et bord og begynd så at sætte det sammen. En gammeldags opslagstavle eller pap og limstift kan fungere fint, men der findes også specifikt software til at lave det på skærmen. Du kan sagtens lave flere boards med forskellige stilarter/stemninger – en enkelt kan sjældent beskrive det hele, og nogle gange kan kontraster være nyttige. Det vigtigste er, at man kan føle og se en stemning eller stilart i hvert board. Husk hele tiden at have målgruppen i fokus, så det ikke bliver et udtryk for din egen smag og stil.

Trin 4: Brug det

Nu skal du bruge mood-boardet til at definere stemning og stil i forhold til dine 3D billeder. For eksempel valg af mennesketyper til 3D billeder, valg af møbler, farver og indretningsstil til boligens rum. Husk de små detaljer. En barnestol og lidt legetøj på gulvet, hvis målgruppen er småbørnsfamilier. En kaffekværn og stempelkaffekande i køkkenet i storbylejligheden. Husk også at lægge lidt til eller fra. Selvom vi altid handler i Ikea, drømmer vi om det lidt pænere, og selvom vores alder er 60+, så identificerer vi os med billeder af 10-20 år yngre mennesker.

Mood-boardet og målgruppen er også vigtig for tonen i tekster i f.eks. brochurer og på hjemmesider. Det handler om at skabe det helt rette udtryk for præcis dette projekts målgruppe. 

Held og lykke med mood-boardet  og salget.

Projektsalg af boliger
Projektsalg af boliger
3D visualiseringer
3D visualiseringer

TILMELD NYHEDSBREV

Vil du sikre dig at få besked, når der er nye indlæg på bloggen, så meld dig til vores nyhedsbrev. Så holder du dig samtidig opdateret med seneste viden om det spændende visualiseringsområde. Vi giver gode råd, seneste nyt om udviklingen og eksempler på projekter, der kan tjene som inspiration.

Nyhedsbrevet udkommer ca. 6- 8 gange årligt.